Om klyngen

HVAD ER EN LANDSBYKLYNGE?

En landsbyklynge er et antal landsbyer, der samarbejder om fælles strategiske mål. Det sker i en netværksstruktur, hvor landsbyerne benytter hinandens styrker til at udvikle både den enkelte landsby og hele klyngen.

Landsbyklynger handler om at skabe en fælles stedsidentitet, socialt fællesskab og om at samles om fælles fysiske faciliteter og aktivitetsmuligheder.

Gudmekongens Land er en landsbyklynge som dækker hele området i det tidligere Gudme Kommune. Gudmekongens Land er derved et samarbejde mellem landsbyerne Gudme, Gudbjerg, Lakkendrup, Brændeskov, Lundeborg, Bøsøre, Hesselager, Oure og Vejstrup– samt alle de små samfund der ligger ind i mellem.

Landsbyklyngen arbejde med at styrke samarbejdet på tværs mellem landsbyerne. Det gør vi blandt andet ved at lave en borgerundersøgelse, som vi håber at du vil hjælpe os ved at udfylde. Jo flere svar vi får, desto stærkere fundament vil det kommende arbejde bygge på.

Bag Gudmekongens Land står Svendborg Kommune, DGI, Realdania, Lokale & Anlægsfonden og borgere fra området.

Gudmekongens Land har et motto:

”Man kan overse en landsby – men ikke en landsbyklynge!”

Styregruppen

Styregruppen bag Gudmekongens Land består af  lokale borgere, en repræsentant fra Svendborg Kommune, samt en proceskonsulent.
Styregruppen blev valgt på et stormøde d. 31. august 2017 i Aktivhuset i Lundeborg.
Styregruppen har en meget ”flad organisationsstruktur”, men gruppen har dog valgt Jens Peter Jacobsen som talsmand for gruppen. Menige medlemmer er: Pia Skovshoved, Christian Søndergaard, Anita Junge Nielsen, Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen. Zacharias Baden er næstformand i styregruppen og der ud over også Svendborg Kommunes repræsentant. Kristine Karlshøj er ansat som proceskonsulent for landsbyklyngen Gudmekongens land. Hun motiverer, skubber og rammesætter processen i hele projektforløbet over 1 ½ år.

 

Kommunikationsgruppen

Intet budskab kommer ud af sig selv. Ingen historie bliver fortalt uden en fortæller. Derfor har Gudmekongens Land valgt at have en meget stor og aktiv kommunikationsgruppe. Gruppen modtager løbende nye aktive medlemmer som arbejder med kommunikation i lokalområdet.

Kommunikationsgruppens første store opgave er at sammensætte websitet www.gudmekongensland.dk . Vi tror på, at hvis vi går sammen om en fælles hjemmeside, hvor hvert lokalsamfund og hver forening får deres egen stemme, så opnår vi meget mere synlighed og kommunikation på tværs af sognegrænser.

Gudmekongensland.dk ligger på platformen ”InfoLand” som bygger på andelstanken. Det betyder, at man bliver en del af et større fællesskab, der drifter, vedligeholder og udvikler sammen. Vi håber, at vi i fællesskab sammen med dig kan skabe en slagkraftig hjemmeside, der styrker fællesskabet og stoltheden i Gudmekongens Land.

Vil du gerne være en del af kommunikationsgruppen, så send en mail til Kristine Karlshøj: mail@kristinekarlshoej.dk